Domaine de L’Aubraine - En L’Aubraine Monopole 2023
Domaine de L’Aubraine er med sin etablering i 2019 et stadigt spædt projekt, men menneskene bag, Caroline og Thibaut Pariset, er modsat ikke uefne udi det burgundiske terroir. Med små 10 års erfaring fra økologiske og biodynamiske vinbønder som Domaine Frantz Chagnoleau, Domaine des Vignes du Maynes og Domaine Guillot-Broux, slog de sig ned i Saint-Gengoux-de-Scissé i det nordlige Mâconnais, blot et par minutters kørsel fra deres 3,5ha erhvervede vinmarker i Bassy.
Markerne er beplantet med områdets klassiske druesorter, Chardonnay og Pinot Noir, som dyrkes certificeret økologisk via Ecocert, og hvis livscyklus følger biodynamikkens Lunarkalender. Således minimum intervention i både mark og kælder, og da Caroline og Thibaut begge er ekstremt hesteglade, pløjes markerne naturligvis med de tre Comtois-heste, eller arbejdsheste, Sara, Quiqui og Hatysa.
Oprindelse: Frankrig, Bourgogne, Mâconnais, Mâcon-Villages AOP
Type: Hvid
Drue(r): 100% Chardonnay
Druerne til vinen høstes på den 2.1ha store, syd- og vestvendte En l'Aubraine-vinmark med 6-10 år gamle stokke og jordbund bestående af ler og kalksten. De knuses og presses (100% hele klaser) over 4-6 timer, før de efterlades til spontanfermentering i rustfrit stål (Inox). Malolaktisk fermentering og 10 måneders lagring på bærmen (sur lie) ligeledes i rustfrit stål.
Grønne æbler, gule pærere, appelsinmarmelade, lime, abrikos, honningmelon, banan og ananas i frugtig fremtoning mod græsafklip, mynte, basilikum og timian. Nu brioche, kernerugbrød og mandler, før youghurt og blødt smørbart. Slutteligt anmærkninger af petroleum og krudt.
Elegant og afrundet i sin tætte og ultralet reduktive karakter inviterer næsen på grønfrugtet friskhed, syltede stenfrugter, tropisk modenhed, krydderurter og malopræg, mens paletten, energisk og rank i sin positur, åbner for grønfrugtet syrlighed, citrusnerve, stenfrugtet modenhed, bittert grønt, krydder og salte mineraler. Grønt bid og afmålt syreageren.
Elegant, frugtmoden og rank Chardonnay med et flot prisskilt.
★★★★★ / 93
Find vinen hos Azienda Vini, hvor en flaske koster 230,-. I skrivende stund desværre udsolgt.