Erath Winery - Resplendent Pinot Noir 2024
Hvad der startede som et experimentelt hobbyprojekt i en garage i Oakland, Californien i 1960’erne, anses i dag som værende en pioner i Oregons vinøse definering.
Erath Winery blev skabt i 1968, da Dick Erath forlod garagen i Oakland og slog sig ned nær Dundee Hills i Oregons Willamette Valley. En upoleret region uden nævneværdig vinøs historie, dog med et klima og et terroir, som Dick så stort potentiale i; især det af Pinot Noirs. Et lille stykke jord, et par Pinot Noir-stokke, intense eksperimenter og fire år skulle der til, før Dick i 1972 kunne producere sin første vin. En vin af en sådan kvalitet, at den, blandt andre, blev definerende for Oregons vinindustri både nationalt of internationalt.
Op gennem 70’erne fortsatte Dick, i samarbejde med andre ildsjæle, sit arbejde i og for regionen. De satte ikke-californiske stokke i jorden, her under franske Pinot Noir-varianter, demonstrede Oregons formåen udi koldklima-vine og etablerede med tiden Dundee Hills som et seriøst vindyrkningsområde. I 1980’erne kunne Erath Winery bryste sig af flere udmærkelser, bl.a. for ‘Best American Pinot Noir’, i sit arbejde for, at skabe plads for Oregon på den globale scene.
Fra 1980’erne til 2000’erne ekspanderede forretningen; udbredelse på tværs af markeder, definering af en kontinuerlig husstil og et fortsat lederskab for udviklingen af Oregons vinidentitet. I 2006 blev Erath Winery opkøbt af Ste. Michelle Wine Estate, hvilket senere kom i fingrene på Sycamore Partners.
Fra dag ét har filosofien i tilgangen baseret sig på respekt for naturen, minimal indgriben og fokus på balance, syre og elegance. Et fokus, der stadig efterstræbes i dag.
Oprindelse: USA, Oregon, Willamette Valley AVA og Umpqua Valley AVA
Type: Rød
Drue(r): 100% Pinot Noir
Vi får knaldrøde jordbær, hindbær ala sodavandsis, tranebær, røde kirsebær, let-syltede solbær, blåbær og sorte blommer, før mynte og timian samt mælkebøttesaft, nåletræ, tør skovbund og græskvas. Finsk lakrids, Ama’r stang og hvid peber følges af græsk yoghurt, friske egeplanker og let-ristet fad.
Moden i sin udtryksfulde, frugtdrevne, let syrligt-prikkende og volatilt animalske næse bydes på tilstedeværende, rød frugt, fast, sortfrugtet bund, krydderurtekvas og let-ristet fad, mens en fjøjlsblød, lakrisalt domineret, krydret palette pågår moden, sort frugt, syrlig rød, mejeri-fedme og surbund. Fenolske finkorn og syrlig elegance.
På samme tid reflekteret og slubrende til en attraktiv, nærmest frigørende pris. En puristisk charmør.
★★★★★ / 93
Find vinen hos Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 309,- eller 159,- v. 6 stk.