Paraschos - Ribolla Annata 2020
Paraschos er en lille, familiedrevet vingård etableret af græske Evangelos Paraschos i byen San Floriano del Collio, blot få kilometer fra den vestlige, slovenske grænse. Evangelos kom til Trieste fra Thessaloniki i 1970’erne for at studere pharmaci på byens universitet, før han i 1979 dragede til nutidens hjemstavn og kastede sin kærlighed på områdets frodige ‘ponca’-jordbund. De første, spæde skridt i den vinøse verden skulle vise sig at være taget.
Evangelos drev sideløbende en lille familierestaurant i Gorizia. En definerende brik i hans videre, vinøse færd, for det var nemlig lige bestemt her han stiftede bekendtskab med regionens eksperimentelle naturvine. Han forelskede sig i idéen, hvorfor han i 1998 gik fra at producere vin til egen restaurant og områdets lokale, til at begynde sine egne eksperimenter og udvide sin kommercielle horisont.
Han tog i samarbejde med sønnerne Alexis og Jannis hul på projektet. Inspireret af sine innovative naboer, områdets ‘father of orange wine’, Josko Gravner, og referenceproducenten Stanko Radikon, startede de, ikke overraskende, med forlænget skindkontakt, altså, orangevin, og tilføjede løbende praksisser stilende mod, at lave naturvin med textur, struktur og lagringspotentiale. Nye lokaler har siden 2003 tilladt Paraschos, at fjerne alt overflødigt fra sin praksis og udelukkende fokusere på den naturlige vinfremstilling; spontanfermentering, ingen filtrering og lidt eller ingen tilføjet SO2. Ydermere forsøg med amphora’er og store, slovenske egefade.
Paraschos nyder i dag stor omtale og respekt i naturvinskredse og lokalt i Collio, ligesom husets vine har vundet, og stadig vinder, indpas hos flere europæiske importører.
Oprindelse: Italien, Friuli-Venezia Giulia, Collio Goriziano DOC
Type: Orange
Drue(r): 100% Ribolla Gialla
Druerne til vinen høstes på den nordøstvendte San Floriano del Collio-vinmark med 20 år gamle stokke og jordbund bestående af mergel og sandsten. Ved ankomst til vingården knuses de (100% afstilkede), før de efterlades til 5 dages skindkontakt og spontanfermentering i store, åbne egekar. Malolaktisk fermentering og 24 måneders lagring på bærmen (sur lie) i slavonske egefade (25hl) med jævnlig omrøring (bâtonnage) de føste måneder.
Her domineres gule æbler, lime og appelsinskal af fersken, abrikos, figen, passionsfrugt og honningmelon. Nu sød røgelse og grøn te før smør, røg, vanilje, karamel, hasselnødder og mandler. Slutteligt lidt stald og røget spegepølse.
I sin intenst aromatiske næse bydes der på friske, grønne frugter, sød-syrlige citrusfrugter, tørrede stenfrugter, modne tropefrugter, urter og en sagte, afrundet allemands-funk, og på sin snert umodne, snert krydrede og snert parfumerede palette på bitter citrus, vrangvendte stenfrugter og en salt mineralitet. Markeret tannin og en saftig, flot fremstående syre.
Aromatisk og syrlig orangevin med lidt funk og afrundet stilstruktur.
★★★★ / 92
Find vinen hos Azienda Vini, hvor en flaske koster 290,-. Dog lige nu på tilbud til 269,- eller 229,- v. 3 stk.