Weingut Sermann - Spätburgunder ‘Mayschoss’ 2022

EN DEL AF PINOT BOX’EN

Et uhyre simpelt koncept; to flasker nøje udvalgte Pinot Noirs hver eller hver anden måned for blot 595,- inkl fragt. That’s pretty much it, men følg med på pinotboxen.dk eller @pinotboxen for medlemstilbud, teasers og jagten på de helt rigtige flasker. Eller bestil med det samme!

Sermann-familiens første kapitel i den vinøse verden blev skrevet i 1775, idet Jakob Seerman giftede sig ind i en allerede etableret og traditionsrig familie med dybe rødder i Ahr-regionens terroir. Nærmere bestemt i byen Altenahr, beliggende med billedskøn udsigt over Ahr-dalens stejle vinmarker.

Godt 160 år senere, mere præcist i 1936, forlod familien Sermann, med oldefar Theo i spidsen, hjembyen Landkern lige nord for Mittelmosel, for at etablere familiens eget vineri i Ahr-dalen. Det er siden gået i arv gennem generationer, for i dag at være i hænderne på familiens 4. generation, Lukas Sermann.

Lukas drivkraft, filosofi om man vil, kalder han ‘Tradition küsst Moderne’, som oversat betyder ‘Tradition kysser det moderne’. En symbiose mellem traditionel visdom og moderne teknikker.

Vingården har gennem tiden modtaget flere anerkendelser fra kritikere som Gault Millau, 3 druer siden 2011, Eichelmann, 3 stjerner siden 2016, og gourmetguiden Feinschmeckers 3 F’er.

Oprindelse: Tyskland, Ahr

Type: Rød

Drue(r): 100% Spätburgunder / Pinot Noir

Druerne til vinen høstes på sydøstvendte parceller omkring Mayschoss med jordbund bestående af skifer. Ved ankomst til vingården afstilkes og knuses druerne, før de efterlades til 7 dages koldmaceration efterfulgt af alkoholisk spontanfermentering i ståltanke. Vinen presses og omstikkes til en kombination af stål og franske Tonneaux (225L, 33% nye), hvor den lagrer og slutteligt flaskes ganske ufiltreret.

Syrlige, røde kirsebær og moste jordbær glider roligt og kontrolleret over i modne, sorte kirsebær, friske blåbær og knuste brombær, før sagte lime- og grapesprøjt i al sin diskretion spiffer lidt vrid i tingene. Her til grøn peberfrugt, timian og oregano. Nu vanilje, muskat, kanel og kardemomme a la Lu Bastogne, hvid peber, stjerneanis og lertøj. Våd skovbund, champignon, let røg og afdampet mødding.

Umiddelbart ligetil og, ikke mindst, bredt favnende byder næsen sig til med sød-syrlige, røde frugter, modne, sorte ditto, bløde, integrerede fadmomenter, lune julekrydderier og liflig skov, og saftig i sine ukomplicerede, frugtdrevne tilnærmelser viser paletten modne, røde frugter, delvist vrangvendte, sorte ditto, en citrusset bitter-friskhed og krydderurtede tilkendegivelser. Et blødt og venligt nap og en naturlig decent syre.

Ortswein med stort overskud, terrasse-slurpy drikbarhed og en velsagtens lidt overraskende kompleksitet. Flot vin!

★★★★★ / 93

Du kan som medlem købe vinen til 225,-. For ikke-medlemmer lyder den på 259,-.

Forrige
Forrige

Weingut Maibachfarm - Spätburgunder ‘Rosenthal’ 2022

Næste
Næste

Nomad Wines - Phyllo 2022